Livets mangfoldighed: Om Susanne Bøse Andersens malerier
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen

For nu at sige det i én sætning, er Susanne Bøse Andersens malerier en hyldest til livets mangfoldighed. Som den modne Matisse, som den amerikanske ”før-pop” kunstner Stuart Davis og som vores egen Tom Krøjer ser Susanne Bøse Andersen skønhed overalt – i det naturgivne, i det kunstige, i det præfabrikerede og i det masseproducerede. Selv når hun, utvivlsomt foranlediget af TV-mediets konstante fokusering på død, vold og ødelæggelse, gengiver silhuetten af en skudklar soldat, indgår dennes camouflagefarver som et led i den samlede komposition. Uhyggen neutraliseres og uskadeliggøres, i det mindste her og nu, på dette lærred. 

Hvad angår malerierne i øvrigt, har Susanne Bøse Andersen fundet frem til tre hovedmotiver: landskabet, strandbilleder og ekstreme close-ups, hvor figurationen blandes med nonfigurative komponenter. 

For landskabernes vedkommende placerer Susanne Bøse Andersen sig indenfor en meget gammel dansk tradition. Kompositionen: marker og enge i forgrunden, huse i baggrunden og en vej/sti, der snor sig igennem landskabet, kender man fra lige Christen Købke over Theodor Philipsen til Niels Lergaard, Jack Kampmann og, på sin helt egen Twin Peaks-agtige måde, Poul Anker Bech. Farveskalaen hos Susanne Bøse Andersen er imidlertid skruet voldsomt i vejret. Varme og glødende signalfarver skyder sig ind på nethinden af beskueren og giver et visuelt, glædesbetonet chok. De middelhavsduftende farver er én ting, men kunstneren bruger også et andet trick, der med det samme røber hendes modernitet. Side om side med kompositionelle greb, der markerer billedybden, introduceres lysende farvefelter, der på ikke-naturalistisk vis fungerer abstrakt og todimensionalt. 

Denne vekselvirkning mellem rumdefinerende og fladebaserede virkemidler giver en spænding og dynamik til billederne, der kunne forvirre sanserne, hvis ikke Susanne Bøse Andersen præcis som Tom Krøjer – og Matisse i øvrigt - forstod at samle kompositionen til en koloristisk helhed. 

Hvad angår strandbillederne, har Susanne Bøse Andersen kastet sin kærlighed, dels på badehuse, dels på strandparasoller. De kubisk formede huse og de halvmåneformede parasoller, iblandet glimt af menneskefigurer, iscenesættes i stramt opbyggede kompositioner, der imidlertid løsnes op af de strålende farver, den pastost og lidenskabeligt påførte maling og de afrundede konturer. Alt sammen noget, der giver indtryk af en dampende varm sommerdag, måske endda med amoriner, for ikke at sige erotik i luften. 

Hvad angår den sidste motivgruppe, nærbillederne, er det tydeligvis på dette felt, at Susanne Bøse Andersen er mest eksperimenterende. Dette kan give sig udslag, dels i næsten patchworklignende billeder, dels kompositioner, hvor genkendelige motiver veksler med helt abstrakte felter og endelig, som noget af det nyeste, malerier, hvor en stor del af det ubehandlede lærred indgår som del i kompositionen. Disse sidste malerier er mere åbne, mere fladebaserede og mere løst skitserede end hendes øvrige produktion. Dette ændrer imidlertid ikke på den generelle karakteristik af Susanne Bøse Andersen som en livsglædens og sanselighedens kunstner, der konstant er på jagt efter nye visuelle og kompositionelle udfordringer.